Pas på! Den kommer snigende. Den kommer sjældent og banker på din dør og siger: ”nu er jeg her”. Den ringer ikke og forbereder sin ankomst ved at sige: ”jeg kommer snart”. Sjældent opdager du selv, at den har indtaget din bedste stol i stuen, og vippet dig på gulvet. Der skal andre til at fortælle dig, at den er her, og den fylder hele stuen.
De ved det, fordi du ikke længere er så let at komme i kontakt med, du snerrer og fravælger ofte helt den hyggelige kontakt, fordi der er så meget der skal ordnes. De ved det, fordi du hele tiden glemmer alt omkring dig, alt hvad du har lavet eller sat dig for at skulle i næste uge, i morgen, ja, hvorfor var det egentlig du rakte armen ud – var det kaffekanden, computeren eller badehåndklædet?
De ved det, fordi du pludselig bliver trist, men ikke helt kan fortælle hvorfor. De ved det, fordi du sjældent smiler, og ikke mere kan svare på, hvad du holder af – var det brydning, strikketøj, bøger? Det er bare forsvundet, for der er faktisk ikke længere noget der er sjovt, mere sådan lidt ligegyldigt – for øvrigt er du også alt for træt! Og derfor ved de det også, for du er hele tiden træt, selvom du sover og sover eller måske slet ikke kan sove.
Du ved det måske ikke! Men din bedste stol i stuen er indtaget af stress. Den har vippet dig på gulvet, og nu ligger du der og roder. Måske er det først her du ved det – du har stress.
Vi tror nemlig tit det kun er de andre der bliver ramt. Fordi de er for sarte, har haft en dårlig barndom, har været ude for en ulykke eller . . .
Men os ! Det er utænkeligt og derfor opdager vi det ofte ikke før ganske sent i forløbet. Vi lever efter mottoet : ”jeg skal bare lige . . .” eller ”når jeg bare har :afleveret opgaven, renoveret huset, gjort alt rent, opdraget børnene . . .”.
Men stressen venter ikke, den afholder sig ikke fra at slå til, når det er allermest ubelejligt. Den kommer snigende ind i din stue, og du ser den ikke selv, men det gør dine nærmeste. Din familie, dine kollegaer eller dine venner. De opdager ændringerne, små eller store, mens dit fokus er rettet mod ”jeg skal lige . . ”.
Lang tids moderat pres er lige så stressfremkaldende som et pludseligt chok som fyring, skilsmisse el.a.
Ofte syntes vi at vores opgaver ” da ikke er noget særligt” og der er mange der har det værre eller mange der kan klare meget mere. Men det er fuldstændigt lige meget, for det handler om dig!
Kender du dine egne grænser? Altså dine realistiske grænser- ikke dem du føler du bør have, eller dem du tror, du har. Er dine grænser nået, når du får: hovedpine, ondt i skuldrene eller maven, synsforstyrrelser? Snerrer du af familien og sparker hunden?
Kend signalerne for stress – de generelle som alle kan rammes af, og de signaler som er specifikke for netop dig.
De generelle symptomer på stress har jeg oplevet hos rigtig mange, af de klienter jeg har haft, og det er bemærkelsesværdigt, hvor ens vi mennesker ofte reagerer, hvilket jo også skyldes, at de biokemiske reaktioner på stress i kroppen er ganske ens. Vi får ofte hukommelsesbesvær, problemer med søvnen, vi bliver hurtigt irriterede eller triste, får smerter i kroppen, hjertebanken, problemer med maven og endelig bliver vi umanerlig trætte.
Læg mærke til de små signaler inden de vokser sig store, og få eventuelt omgivelsernes hjælp, for det kan være svært at registrere selv. Det skyldes ganske enkelt, at den del af hjernen du bruger til at tænker rationelt med, bliver påvirket biokemisk og derfor fungerer dårligere ved stress. Du får derfor sværere ved at vurdere realistisk, og ikke mindst får du også svært ved at tænke i løsninger, når hjernen ikke fungerer ordentligt.
Når du opdager at du er i færd med at overlade din bedste stol i stuen til stressen, så gør noget ved det – lige nu!
Stress eskalerer, og en lille snebold kan blive til en lavine. Vent ikke fordi du tænker : ”jeg skal lige . . . ”.