Frirum, støtte og forståelse! Indlevelse, nærvær og trøst! 
-Det er nogle af de ord, der automatisk kommer frem, når jeg tænker på Mette og mit forløb hos hende.
Efter en håbløs kamp med debuterende leddegigt i slutningen af 2008. Fra den ene dag til den anden blev jeg så syg, at jeg ikke længere havde styring med mit liv – hverken fysisk eller psykisk
Hver gang jeg kom hos Mette var det noget jeg så frem til og jeg talte dagene til næste besøg, for her fik jeg luft og et frirum til at tale om ALT! Det er så svært at forklare, men det var et helligt sted for mig, og Mette var min guide!

Det satte tanker i gang – bagefter, og jeg fik ladet op til de ventende udfordringer.
Jeg fik lov at være – bare at være!
Mette lyttede oprigtigt til mine tanker og bekymringer, og hun bekræftede, det jeg gjorde var rigtigt, men hun guidede mig også igennem de svære ting på en sober og positiv måde.
Jeg var i en dyb identitetskrise, for jeg var jo ikke som før. Men Mette viste mig selvværdet, og hun synliggjorde mine værdier og viljestyrke, som jeg overlever på den dag i dag. Hun klargjorde for eksempel helt konkret min kærlighed til mine børn. Jeg synes ikke, de havde den stærke mor, de havde fortjent, fordi min sygdom satte sine begrænsninger. Men i stedet for at fokusere på det, jeg ikke synes, jeg gjorde godt nok, lærte hun mig at leve på ALT det, jeg GJORDE. Og jeg lærte, at ”JO”, jeg var der for mine børn – med kærlighed og tryghed, og at de har det godt, for jeg er der for dem!
Jeg har grædt mange tårer hos Mette – men vi har også grinet meget. Jeg har endnu ikke været et sted, hvor jeg kunne være så fri. Det lyder overdrevet og mærkeligt, for de fleste har fortrolige at tale med. Og jo, det har jeg også, for jeg har de bedste forældre og den dejligste familie, du kan tænke dig, men her har jeg kunne tale rent ud af posen, uden samtidig at skulle bekymre mig om, at det kunne såre eller bekymre. Man lægger jo nok uvilkårligt låg på noget i hensynet til ens nærmeste. På et tidspunkt havde jeg simpelthen ikke mod på at leve mere, og jeg fortalte Mette, hvordan jeg havde lyst til at køre bilen ad hækken felt til, og det havde jeg vitterligt! Så langt ude har jeg været – ren desperation og fortvivlelse og følelsen af ensomhed.  Men selv om der ikke fandtes nogle konkrete løsninger, blev jeg hjulpet ud på den anden side.
Udover at Mette er enestående i at samtale – kan hun noget med hendes hænder og berøring. Hver gang jeg var hos hende, fik jeg såkaldt kropsterapi, som var så forløsende. Det er svært at forklare, hvad der sker, men det virker, og jeg må indrømme, jeg savner det den dag i dag. For det var ren terapi og healende for mit vedkommende. De fleste nikker jo genkendende til det at få et knus, og den tryghed og varme, det giver. Det var lige som at få et stort kæmpe knus. Min krop fik en tiltrængt pause fra smerterne, og det var ligesom at meditere, vil jeg tro, for der var bare ro helt ind i sjælen og ingen ”hakker i pladen”. Men et naturligt flow at veltilpashed, tryghed og sikkerhed. Det var en utrolig vigtig del af mit forløb, som jeg kun kan anbefale, da det er med til at understøtte samtalerne og ens egen udvikling, uanset hvilket forløb man står i.
Det er 2012, og sygdommen er her stadig og vil altid forfølge mig….
For et halvt år siden, efter utallige forsøg, søgte jeg og fik mit drømmejob tilbage som sekretær. Stadig kun på 20 timer, som jeg kører langt til hver dag. Og det er en kamp bare at stå ud af sengen – og komme ud af bilen når jeg kommer hjem på grund af ledsmerter og stivhed… Bivirkninger viser sig, og ind imellem alvorligt, men jeg har formået at kæmpe mig tilbage til ”livet” og til min identitet, som jeg vil have den. Jeg ved, at det er mig selv, der er skyld i dette – men Mette skal have æren for at vise vejen og give mig troen på det umulige!
Min fremtid på arbejdsmarkedet er usikker, og jeg ved, at der venter flere hårde kampe. Men jeg har lært at rette fokus mod det, der er godt og rose mig selv, når noget går godt. De negative tanker har vi alle, men uanset hvor håbløst livet måtte være – og det kan det stadig være ind imellem for mit vedkommende – så ved jeg, at jeg bestemmer, hvad jeg vil fokusere på. For eksempel mens jeg skriver dette her, nyder jeg synet af min datter, der hopper på trampolinen og mærker en stor taknemmelighed. Fuglene synger, og solen skinner, og min søn siger, han elsker sin mor. Lykken er der, hvis du gider at kigge på den! Og det er mit mantra, for det fylder mig med positiv energi.
TAK, Mette.
Tak, for alt som du har gjort!
Tak, fordi du var der, når jeg havde allermest brug for dig, og for de redskaber du har givet mig